Land. Der blev raskere Valg, end der havde været paa lang Tid.
Paa det Storthing, som traadte sammen, forelaa der Forslag om Statholderpostens Ophævelse. Ministeriet havde underhaand lovet Kongens Sanktion. Men Svenskerne havde misforstaaet den Valgbevægelse, som var udgaaet fra Bergen. De forstod den saaledes, at vi ikke vilde have Unionen. At de opfattede Forholdet saaledes, var ikke saa urimeligt endda.
Lige til den Dag havde man i Sverige opfattet Forholdet saadan, at Norge var givet til Sverige i Erstatning for Finland; det var et erobret Land. Dette stod i alle svenske Lærebøger. Norge havde en vis Frihed; men Svenskerne troede, at naar de først lod os udvikle os, som vi selv vilde, saa kom vi af os selv i Sveriges Favn. Det var Opfatningen lige til den Dag, da Sverige saa, at det gik lige omvendt: jo mere vi udviklede os, des mere tiltog vor Selvstændighed, og dette ansaa Svenskerne fra sit Udgangspunkt som norsk Utaknemlighed. De erklærede, at vi ikke kunde ophæve Statholderposten paa egen Haand; der maatte Sverige være med. Vi havde et Ministerium dengang, som stod helt paa vor Side; men det satte ikke hele sin Magt ind. Det sagde ikke til Kongen: »Dersom du ikke
