Jeg siger idag det samme, jeg sagde som Barn. Efter mit eget Fædreland elsker jeg Sverige Mest. Der er kun
den Forskjel, at dengang havde ingen lært mig det; nu har jeg lært det i Omgang med ædle svenske Mænd og Kvinder, ved bedre end da at kunne forstaa, hvad der er bravt og storslaaet i dette Folk. (Bifald).
Og naar jeg nu vil tale om Forholdet til Sverige, er det for at gjøre Svenskerne opmærksom paa, hvilke Vanskeligheder vi har havt i denne Forening. Thi før Svenskerne fatter det, før fatter de ikke, hvor loyale, hvor trofaste vi er mod Foreningen. Thi gaar de bare efter Festtaler og visse Blades Udtalelser — jeg kan næsten sige alle, thi her har været stor Forsømmelighed paa dette Punkt — vil de ikke fatte andet, end at vi kun har havt Glæde og Velsignelse af Foreningen. Nej, vi har ogsaa havt Vanskeligheder, store Vanskeligheder; det ene med det andet skal siges; af det kommer klar og grej Forstaaelse. Og jeg har foresat mig idag at tale aabent og uforbeholdent om mange Ting, som ellers plejer at stikkes under Stol. (Bifald.)
Men naar jeg gjør dette i den nu rejste Kamp, er det, som sagt, for at Svenskerne skal skjønne, hvor tilbunds
