ved det her i Norge, at jeg har ikke en Natur, som ligger for Had; jeg hader virkelig ikke noget Menneske, og det at hade et helt Folk anser jeg nu for rent ud latterlig (Bifald.) Det skulde ogsaa være underligt, om jeg var Svenskehader. Nogle af de svensk-svenskeste i Sverige er mine Venner, nogle af Sveriges første Mænd og Kvinder, og Svenskerne maatte dog være et foragteligt Folk, hvis deres første Mænd og Kvinder i stort Tal vilde være min Ven, om jeg var Svenskehader. (Bifald.)
Hvad Unionsfiendskabet angaar, skal jeg gjøre et Tilbud. Jeg skal tilbyde en Æresret af hæderlige Mænd — de kan ovenikjøbet være Højremænd allesammen — jeg skal tilbyde dem af Ytringer fra mig at finde frem — naturligvis, de maa holde sig til, hvad jeg virkelig har sagt, og ikke til, hvad visse Blade har tillagt mig — men at finde frem en eneste Ytring, der viser, at jeg nogensinde har næret en eneste uvenlig Tanke mod Foreningen. De skal ikke kunne finde den.
Hvorfor? Fordi den har aldrig været i mit Hjerte, og det, som en Mand ikke har i sit Hjerte, har han heller ikke paa Læben, hvis han ikke er en sammenhængsløs Mand, — og det er jeg ikke. (Bifald). Jeg husker, at jeg
