at vi er et altfor lidet Folk til i Længden at have et tilstrækkeligt Antal talentfulde Mænd, der kan bære vor aandelige og politiske Udvikling saa højt, som vort Folk trænger; vi maa i Længden hjælpe os med for mange Middelmaadigheder og kommer derved for lavt i Sammenligning med andre Folk; derfor maa vi danne et større. — Dette er Hovedargumentet. Jeg siger: Gud trøste mig for Forudsætningen — den er ganske forfærdelig. Og Midlerne minder mig om Bjørnen, som skulde slaa Fluen bort af det sovende Barn; den knuste Barnet. (Bifald.) En af Aarsagerne til, at jeg traadte frem her er, at jeg vilde tale om dette forfærdelige Misbrug af Ordet »Fædrelandsforræderi og det ligesaa misbrugte Forhold til Sverige.
Nu kommer jeg til noget andet, men i samme Række. I en af vore største Søfartsbyer fortalte man mig nylig, at en Skibsreder havde sagt til sin Skipper: »du skal ikke fare slig med at holde paa Johan Sverdrup. Har vi nu ikke været saa lykkelig i de Aar, vi har været under Sverige.«
Dersom I tror, at den Mand er alene om uvilkaarlig at sige sligt, saa tager I Fejl; der er tusinder i vort Land, som i al Godslighed siger det samme. I kan der se, hvor dyb Arven
