det stod. Han havde faaet vore Fæstninger, vor Arme, hele den exekutive Magt. Glansen af hans europæiske Heltery omgav ham. Han havde Sveriges Arme bag sig. Naar Højremændene under de Omstændigheder bruger Storthingsmændenes Indrømmelser overfor Kongen, maa jeg spørge: har I Hjerte til det? Jeg tænker paa de Mænd som paa min Far; jeg er rørt ved, hvad han havde af Fortjeneste og Kraft, men endnu mere, naar jeg tænker paa hans Svaghed. Og hvor det glap for ham, samler jeg hele min Magt og siger: dette skal jeg hjælpe frem! — Dette, synes jeg, skulde være det Forhold, vi tog ligeoverfor Forfedrenes Svaghed. Vi skal sige: der glap det for jer; der var Trykket eder for tungt; — her skal vi hjælpe til! (Stormende Bifald.) — Tillid giver ikke et Forhold som Karl Johans. Han havde aflagt Ed.
Saa kom hans Søn. Han havde ærlig Vilje til at dele lige; men han var ingen stærk Mand, og Evnen strak af den Grund ikke altid til. Han levede ogsaa i temmelig absolutistiske Traditioner. Jeg kan godt huske, at engang havde Storthinget ikke bevilget, hvad han vilde. Han sendte da Bud til Staholderen, at det sædvanlige Selskab for Storthinget vel skulde gives ved Opløsningen; men Storthingets Skaal skulde ikke udbrin-
