enevældigt af en anden Nasjons Konge! Man vil, at vor Grundlov skal være en „Fredstraktat“, dikteret det ydmygede Fædreland af en „højmodig“ Sejerherre; man vil, at Norges Forening med Sverige skal have sit egentlige Grundlag i en Traktat, der er saa beskjæmmende for vort Fædreland og saa stridende mod al virkelig Folkeret, at ikke Sverige selv ønsker Unionen bygget paa et saadant Grundlag. —
Man vil alt dette! Og hvorfor vil man det? For at fremme en Klasse- og Klikpolitik, der er saa ussel og saa jammerlig, at den ikke kan værge sig paa anden Maade, saa ussel og jammerlig, at dens øverste Bannerførere, Rigets Statsraader, ikke vover at møde frem og forsvare den i Folkets Forsamling.
Hvor maa ikke vore Brødre Svenskerne foragte os, naar de ser, at en saadan Politik og en saadan Tænkemaade kan leve iblandt os!
Ti noget lignende findes ikke i noget andet Land.
Nordmændene har for havt Ord for at være et „stolt“ Folk. Man har sagt om dem, at de var nidkjære for sin Frihed og yderst ømme for sin personlige og nasjonale Ære. Faar Novemberforeningen og dens Organ leve, vil al saadan Tale forstumme. Der vil danne sig en anden Opfatning af den Nasjon, der frembringer og nærer slig Usseldom og slig lavpandet Tænkemaade i sin Midte. Novemberforeningen og dens Aand, vil, faa vist som den faar leve, være og blive — vor nasjonale Skam.
