D DEN UNGE HISTORIKER nder mine Ophold i Lund, Kjøbenhavn og Stockholm, l866–l869, havde jeg lagt Planer og samlet et stort Materiale for min første selvstændige 0ptræden paa den historiske Forfatterbane, og jeg havde ikke ventet længe med at optage det videre Arbeide. Da jeg kom hjem i l867 og i l869 og be- gyndte at skrive paa hjemlig Grund, var jeg blevet stærkt paavirket af den Skandinavisme, som i de Aar var toneangi- vende inden den historiske Videnskab. Det var, som om Da- tidens Historikere arbeidede paa at tilbagevinde den Position, som var tabt gjennem Danmarks ulykkelige Krigi l863–l864. Hos os i Norge var der hertil endnu kommet andre Momen- ter. Forholdet inden Unionen var i Begreb med at antage nye Former, og disse kunde ikke undgaa at faa Eftervirkninger for vor egen politiske êHistorieforskning. Tiden var præget af den forestaaende unionelle Revision, og det af den daværende StangSke Regjering fremlagte Unionsforslag blev det første Grundlag for Tidens store Partideling. Det var gammel norsk Sæd, at alt skulde dømmes efter politiske Motiver. Men aldrig havde det været saa gjennemgaaende som nu. Medens jeg var borte fra Fædrelandet, havde der foregaaet store Forandringer, som kunde siges at have lagt et fuldstændig nyt Grundlag for den følgende politiske Udvikling. Jeg havde allerede bestemt mig for nye Opgaver og vilde ikke vandre de gamle, i Forveien stærkt optraakkede Veie. Men det var ikke efter den almindelige 0pskrift. Jeg havde i l869 67
