Side:Under Oscar IIs Regjering.djvu/62

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

NYE TIDER, NYE MÆND angrebne fine Folk, fra Byens selskabelige Repræsentation Navnlig hed det sig, at der var en enkelt stor Pengemand, som havde lagt Midlerne til, og at det var hans Penge, som havde fyldt Mødets Sal og faaet Rudeindkastningen sat i Gang. Det Hele var saa meget taabeligere, som den Mand, man der nævnte, iVirkeligheden var en god Ven af Bjørnson, hvem han oftere havde ydet en HaandSrækning i et l(nibetag, og med hvem han stod i en livlig Brevveksling. Saadanne Fakta burde paa For- haand have slaaet disse Rygter til Jorden, og de maa ialfald bag- efter befri Bjørnson og Sars for enhver Andel i Skylden for at have sat dem ud. De kom vistnok fra meget ringere Personer, nærmest fra underordnede Journalister, som ogsaa vilde yde sit Bidrag til Historien om det store Flagmøde i l879. Saa har Legenden i de senere forløbne Aar bygget videre paa et saadant Grundlag Det er fremstillet, som om der havde været en formelig Aftale om at forstyrre Bjørnson og hindre ham fra at komme til Orde. Jeg kan med Bestemthed afgive det VidneSbyrd, at jeg aldrig har hørt den fjerneste Antydning af, at noget saadant skulde have været paa Tale. Det Hele kom ganske tilfældig istand, og hvis Bjørnson havde slaaet ind i en anden Tone, havde Møder løbet noksaa rolig af. Det var ham og ham alene, som bragte Uroen med, og dersom der skal opgjøres noget Regnskab om, hvor AnSvaret rettelig er at søge, saa maa det blive ham, paa hvem det hviler. Hans Tale havde en Karakter, som, hvis den var bleven holdt for det Publikum, han oprindelig ventede at møde, kunde have indbragt ham et overvældende Bifald. Men nu blev det Hele lidt anderledes. Mødets Flertal kom til at bestaa af den Slags Folk, som han vilde udskjælde, som han vilde ramme med sine vildledende Beskyldninger. Det var, som om han ærtede dem paa sig med en uansvarlig Tale. Naar man saa den Vrede, der greb den gamle stilfærdige Sagfører Nansen, maatte man faa det mest levende Indtryk af de Dumheder, som Tale- ren begik. Hvad skulde en saadan 0ptræden tjene til? Og hvad mente Bjørnson at kunne opnaa paa den Maade? Ord- 64