NYE TIDER, NYE MÆt-to – Imidlertid gik Tiden sin Gang, uden at der kunde anvises nogen Udvei. Man fortsatte paa den gamle Maade, og der voksede op et stærkt, gjensidigt Had mellem de politiske Par- tier. Ingen vilde gaa ind paa et Tilbagetog. Følgelig blev Striden kjørt mere og mere fast. For mitpersonlige Vedkom- mende lik jeg i denne Tid en liden Adgang til at faa lidt mere Indtgter, skjønt det ikke blev meget. Det var en Foran- dring, som foregik med Aflenpostens Redaktion, og det paa føl- gende Maade. Denne Avis, der nu tilhørte sin Grundlæggers Enke og hendes Søn, Amandus SChibsted, var saa smaat begyndt at komme over i større Forhold og erobre sig et voksende Publikum. Redaktionen var betroet en Departementsmand, som tog det Arbeide ved Siden af sit departementale. Det var en Fuldmægtig i Kirkedepartementet, johan Magelsen, om hvem det fortaltes, at han besørgede sin Redaktion for Kr. 200.00 om Maaneden. I Aaret l879 opkom der en Uenighed mellem ham og Eierne, hvilken ledede til, at Redaktøren, der sandsyn- ligvis ansaa sig for uundværlig, opsagde sin Stilling. Hvad var saa derved at gjøre? Schibsted stod paa en meget god Fod med Friele og raadførte sig med denne om, hvorledes han skulde klare Situationen, og hvem han skulde faa til Redaktør efter Magelsen. „De skal selv være Redaktør,“ lød Svaret, „og vil De have Artikler, saa skal De henvende Dem til Yngvar Nielsen og johan Vibe.“ Schibsted greb Idéen, og paa den Maade grundlagdes der for hans Blad et ganske nyt System. Om det var rigtigt eller galt, det kan ikke jeg udtale mig om. Det maa overlades til Andre at bedømme den Ting. Men saavidt jeg kunde forstaa, stansede Forandringen ikke den Vækst, Som allerede saa smaat var begyndt i Aftenpostens Udbredelse Det var om Sommeren, Schibsted og Friele havde sine Raadslagninger om Aflenpostens fremtidige Redaktion. Jeg stod den Gang i Begreb med at reise til Hardanger, og fuld- førte ogsaa denne Plan. Men efter Schibsteds Anmodning skrev jeg under dette Ophold, fra et Pensionat i Noreimsund 55
