DE FØRSTE FOLKEMØDER hele sin Sjæl. Men i Aarenes Løb blev han formelig sprængt under dette Liv. Han kunde aldrig spare sig selv, men laa altid i Tøiet. Blot nogen kaldte, saa kom han. For første Gang fik jeg nu i Skien Anledning til at høre ham. Her var ligesom Centrum i hans politiske Forsvarsstilling, hvor han mere og mere groede fast. og her havde han hurtig vundet sig et Navn. Det Paafaldende var kun, at Ullmann i sin person- lige Optræden var alt andet end Demokrat. Han søgte ikke at vinde Venner ved Forsøg paa at prensare manus. Han gjorde sig ikke gemme med Massen, men behandlede den gjerne fra et høiere Stade, og optraadte som dens Lærer, medens de An- dre havde at lytte til hans Visdomsord. Ullmann var af de Talere, med hvem jeg hyppigst kom til at kjæmpe. Tilsidst kjendte vi hinanden ud og ind, som kan- ske ingen anden af det hele mandstærke Korps af Folketalere. Med Ullmann og hans Venner stod der paa Skiensmødet en vældig Trop, der var trommet sammen fra hele Bratsberg Amt. Nogle Dage senere, I() januar I884 skrev jeg derom: „Bag Venstres Talere stod der en kompakt Majoritet, fuld af Mistro og UviIie mod os. Hvad vi talte, det var spildte Ord paa dem. At der var meget Pak inden denne Masse, derom er jeg overbevist. Jeg hørte nok derom og forstod ogsaa, at saa var Tilfældet. Men saa var der tillige mellem disse Folk en hel Del, om hvem det vilde være høist urigtigt at give en saa- dan Karakteristik: kjække, dygtige og aandsfriske Folk, som var vildledet og nu med inderlig Overbevisning troede paa det, som deres Lærere havde indgivet dem. At o“mvende saadanne Folk kan tage lang Tid, men umuligt er det ikke.“ Saa lød mit umiddelbare Indtryk af den paa Mødet forsamlede Tilhø- rerskare, der fyldte det store ForIystelsessted Fønix, et stort “’l’ræhus, som laa oppe paa den bratte Høide oven over Høy- ers Hotel. Mængden ansloges til omtrent l000, hvoraf det an- toges, at de 40O var vore Meningsfæller. Om Mødet har jeg for øvrigt skrevet: „Ja, det gik ikke dermed, som Venstrebladene fortæller, og 208
