har jeg af kjærlighed til sandheden givet mig ud i den lærde strids (disputationernes) farlige krinkelhave og har derved faat paa mig mange hundre minotauros’er, ja rodomantotauros’er og kakotauros’er (det vil sige alle slags uhyrer og dyriske onde dommere).
Det andet, som er aldeles übestrideligt og som ogsaa mine fiender og den hele kirke maa tilstaa, er, at almisser og velgjørenheds-gjerninger mod næsten er uendelig meget bedre end afladen. Der for raader jeg eder til, at I ingen aflad kjøbe, saa længe I finder fattige og trengende næste-mennesker, hvem I kan give, hvad I vilde have givet for afla den. Gjør du anderledes, da er jeg undskyldt, og du faar selv svare for det. Jeg tror for vist, at den paadrager sig vrede, som ikke bryr sig om de fattige og kjøber aflad. — —
Aflads-striden foranledigede Luther endvidere til i første halvdel af aaret 1518 blandt andre skritter at udgive et forsvar for sermonen om aflad og naade og forklaring af og bevis for de 95 teser (resolutionerne). I det sidste skrift fremholdes klarere end før nødvendigheden af en reformation.
Den sidst nevnte bog (resolutionerne) sendte Luther til pave Leo, ledsaget af følgende brev:
Broder Martin Luther, augustinermunk ønsker den allerhelligste fader Leo X, øverste biskop, evig frelse.
1. Jeg hører, allerhelligste fader, at der gaar et meget ondt rygte om mig, hvoraf jeg mærker, at nogle venner har tilrakket mit navn meget ilde for eders hellighed og eders omgivelser, som om jeg
