hvad der for tiden trykker eller bedrøver hans samvittighed.
33. Saaledes maa man heller ikke gjøre noget sakrament af egteskabet og preste-embedet; de er for resten i sig selv hellige indretninger nok. Ligesaa er jo boden, intet andet end øvelse og styrkelse i daaben. De to sakramenter, daaben og herrens natverd, forblive ved siden af evangeliet, deri tilbyder og giver den Hellig aand os rigelig syndernes forladelse og øver os deri.
34. Men værre end al styggedom regner jeg messen, som prædikes og sælges som et offer eller en god gjerning, og herpaa er da nu alle stiftelser og klostre bygde, men de skal (vil Gud) snart ligge der. For endda jeg har været en stor, grov, skammelig synder, og desuden har henlevet og spildt min ungdom paa en fordømmelig maade, saa er dog det min største synd, at jeg har været en hellig munk og saa gruelig har fortørnet, pint og plaget min kjære herre i over 15 aar med saa mange messer. Men lovet og takket være hans usigelige naade i evighed, for at han har ført mig ud af den styggedom og endnu hver dag opholder og styrker mig (som dog er saa utaknemmelig) i den sande tro.
35. Følgelig har jeg raadt og raader fremdeles, til at opgive stiftelserne og klostrene med løfterne og give sig ind i de sande, kristelige ordener for at undgaa den styggedom, som følger med messerne og den formastelige hellighed, som kyskhed, armod, lydighed[1], hvormed man foresætter sig at gjøre sig salig. For saa bra som det i kristenhedens begyndelse var at holde paa den ugifte stand, saa forfærdeligt er det nu, at man derved fornegter Kristi hjælp og naade; for man kan godt
- ↑ munkeløftet altsaa.
