skuden. Der blev et øiebliks travlhed ombord, og paa styrbords side firedes faldrebe ned. Da verftsjollen lagde til stod kaptein Brodersen der. — Goddag, hr. konsul! Saa er vi da kommen tilbage.
Og konsulen smilte rent venlig: — Goddag, min kjære Brodersen, og velkommen! Jeg haaber alt er vel?
— Alt vel, Gudskelov! Joda, det var saamænd gaaet svært bra baade over Spanskebugen og op Nordsjøen, Brodersen kunde ikke sige andet. Nei, goddag! Det var jo en af frøknerne, han turde ikke spørge hvem?
— Det er den yngste, Gerda, Brodersen. De andre er seilet i havn nu. — Konsulen begyndte at stige opover den svagt svaiende trap.
— Ak ja, en har glæde, naar en først har faaet dem saa langt. — Brodersen tænkte med vemod paa sin fregnede Janne, som nu sad derhjemme paa tredveaaret og ikke saa ud til nogensinde at skulle forandre sig, endda Brodersen pleied at holde aabent taffel for alle de styrmænd og unge ugifte skippere, som i byen fandtes.
— Hm! Glæden er saa som saa den, min kjære Brodersen. De kan nu ligesom ikke slippe taget i papa ligevel, ser De, iatfald ikke i portemonæen hans.
— Nei, det er vel saa — Brodersen smaaknegged ærbødig og steg ind paa skansen efter konsulen og hans datter.
