var vist ogsaa temmelig skrale. Alt i alt blev et sligt besøg en hel begivenhed i byen.
Det merked ogsaa konsul Behrens og hans Gerda, da de gik nedover mod verftet, krydsende forsigtigt klar af de mange søledabber, for folk lagde ligesom en extraærbødighed for dagen, og gamle kjebmand Zangenberg — han som fulgte i alle begravelser — strøg den raggede floshat af sit skaldede hode og stønned paa sit gebrokne: — Jai gratulierer, hr. konsul! Schwineheld! Ja, und so den schmucke freken ok!
Nede ved verftsbryggen laa jollen klar. Der var bredt et flag over agtersædet, hvor konsulen og Gerda tog plads. Han greb rorpinden med sine behanskede hænder, og Søverin Saabeskum og Jens Maanen drog paa aarerne, saa spruten stod om bougen. Paa den indre havn merked en ikke noget større til bevægelsen i sjøen; men udenfor Aaleholmen bølged det urolig med duvende dønninger, som altid efter storm, og den lille jolle vipped op og ned, men rugged sig alligevel frem mod fuldriggeren derude, som netop lod ankeret gaa. Kjættingen raused fra klydset med ramlende lyd, som svarte i heierne omkring havnen. Der var folk oppe i riggen for at beslaa seilene, losflage strøges, og en svær vimpel gik tiltops med «Kassandra» lysende hvidt af de røde, vaiende folder.
Konsulen sad taus og grunded paa de reparationer, skuden nu kunde trænge. Godt en havde eget
