Ret paa den Tid at Agre stod
I modne Ax og Blomme/
Og hver Mand Høste-Folket lod
Med Seilerne fremkomme.
Der var en Mand af stor Respect
Af Elimelechs Stamme/
Hand var Naemi Hosbonds Slegt/
Og Boas heed den samme;
Blant dennem der hand boede hos
Hand hafde stort at sige/
Og for hans Middel og hans Gods
Blef regnet for de Rige.
Ruth sin Hosbondis Moder bad/
Og sagde med ald Ære/
See Folket gaar af denne Stad
Paa Marken Byg at skiære/
Saa gif mig nu forlov dertil
Paa Landet ud at vanke/
Om nogen sig miskunde vil
At jeg hans Ax maa sanke/
Du veedst at vi nu sidder her
Og intet har til Næring/
Og at her udi Huuset er
En knap og smal Fortæring;
Hun sagde/ gak min Datter gak/
Gak bort og prøf din Lycke,
See til det bli’r ey til U-tak
Og got Folk til Mistycke.
