Side:Tragedier 1928.pdf/313

blev slængt omkring. De hang paa skogens grønne trær,
og blodet dryppet fra dem. Selv den olme tyr,
som ellers sænker truende de hvasse horn,
blev bragt til fald ved tusen kvindehænders kraft,
og huden slet de løs fra kroppen mere rapt
end du kan blinke, konge, med dit øienlokk.
De hastet som en fuglesværm i ilsomt løp
til sletten langs Asópos, hvor den rike muld
lar spire frem for Tebens folk de tunge aks.
De vilde skarer stormet ind i Hysiai
og Erytrai ved foten av Kitairons fjeld.
De vendte op og ned paa alt og røvet barn
fra mangt et hjem og løftet dem paa skuldren op.
De smaa blev ikke bundet fast men sat dog trygt;
ti intet som de bar paa skuldren, faldt til jord.
En sælsom ild, som ikke fænget, blusset op
fra deres haar. — Forbitret grep nu alle mænd
i hast til vaaben for at møte vold med vold;
men rædsomt, herre, var det syn vi nu fik se.
For borgerhærens lanser strømmet intet blod;
men hvor en tyrsos rammet, slog den dype saar,
og ikke uten bistand av en mægtig gud
jog vaabenløse kvinder vore mænd paa flugt.
De vendte saa tilbake dit hvorfra de kom,
til hine kilder som paa gudens bud sprang frem,
og vasket av sig blod og smuds. De røde stænk
som plettet deres kinder, slikket slanger bort.
Vel vet vi ikke hvem han er, den nye gud;
men hils ham dog velkommen, herre, i din by,
ti vældig er hans guddomsmagt. Det er jo ham,
saa har jeg hørt, som gav os druens ædle saft
og lettet sorgens tunge byrde. Uten vin
har elskovs lyst og andre glæder intet værd.

KORFØRER.
Vel maa jeg frygte for at et frimodig ord
vil vække kongens vrede; men jeg maa dog si:
Med større ret end Bakkos dyrkes ingen gud.