stik: Suolŏjau’re brukes ogsaa som navn paa et vand hvor der bare er én ø; det uttaler overbodet intet om antallet, — der kan være én eller mange øer der. Sul’lujau’re sier ikke bare at der kun er én ø, men uttrykker samtidig, at denne ø er kjendt: »vandet med øen«, ikke bare »øvandet«. Med andre ord: mens navnet Suolŏjau’re bare karakteriserer, kan navnet Sul’lujau’re sies at identificere.
Om en holme i Karasjok som kaldes Vuok’sasuolo (vuok’sa »okse«, nominativ), vites det, at den har faat sit navn av at der er omkommet en okse for nogen aar siden. Holmen er altsaa til minde om den begivenhet blit karakterisert som »okseholme« (som likesaa godt kunde bety: holme hvor okser holder til), og ikke identificert som »ho!men med oksen«.
I det hele tat er der saa mange stedsnavn hvis første led er et dyrenavn i nominativ[1] — og endel av dem maa likesom det nys nævnte antas at være opstaat som følge av en bestemt begivenhet med et bestemt dyr —, at man kunde bli tilbøielig til at anta, at i de faa tilfælde hvor dyrenavn optrær i genitiv singularis, beror dette paa, at vedkommende dyrenavn har været brukt som stedsnavn, som benævnelse paa en fjellformation ell. lign. Dette kunde meget vel tænkes at være tilfældet med ordet sârves »vildren-okse«, hvis genitivform forekommer i navnene Sâr’vajǫkkâ, Sâr’vabak’te (flaag) og Sâr’varǫtto (krat) i Jukkasjärvi (nominativformen forekommer bl. a. i fjellnavnet Sârvĕsoal’ge i Tr. XII).
Blandt de stedsnavn hvis første led er genitiv av et appellativ, er der nogen som der knytter sig en særlig interesse til. Det er saadanne som bærer minde om lappernes gamle religion og offerkultus.
Efter kartene skulde man tro, at der rundt omkring hvor lapper har færdedes, har været fjell og sjøer, ja tilogmed elve og dale, som lapperne har anset for hellige og gjort til gjenstand for tilbedelse. De har nemlig navn hvis første led er adjektivet bâsse »hellig«. Det viser sig imidlertid, at i mange av disse tilfælde foreligger der unøiagtig optegnelse: det er ikke nominativen bâsse, men genitiven bâse som er første led av vedkommende navn. Jeg har eksempler baade fra Troms fylke, Finmarken og
Finland: Tr. XII Bâsevar’do (fylkeskartets Bassevarddo ＋ Grønfj.), Bâse-
- ↑ Paa kartbladet W. 5, Halkkavarre, har jeg fundet følgende: Har’rijau’re (2), Har’ričiel’ge, Čuou’žâjau’re, Luossâjau’re, Čæuresjǫkkâ, Čæurĕsčǫkkâk, öv Otervt., Gǫd’dĕvâđđâ, Gǫd’dĕjaurek, Rievsâkjau’re (2), Cuobbŏrǫčče, Diu’rĕjau’re, Vier’câjǫkkâ, Skuol’fĕjau’re, Gat’tĕvarre, Njoammelčǫbmâ, Čǣrbmâklække, Čǣrbmâkčǫk’kâ, Guollĕjau’re, Guollĕjǫkkâ, Gārânâsčǫk’kâ. — I nogen av disse kunde det dog for formens skyld ogsaa være genitiv.
