Bispedømmernes Inddeling i Provstier er fuldt udviklet
i det søndenfjeldske Norge, navnlig for Oslo Stifs Vedkommende,
medens den neppe er bleven gjennemført vesten- og nordenfjelds.
Denne Inddeling har dog i Virkeligheden intet at bestille med
den egentlige geistlige Administration. Paa Østlandet var
Provsten vistnok ialfald i Regelen en ordineret Geistlig; paa
Vestlandet synes det modsatte at have været Tilfældet; her
forekommer ogsaa den gamle Benævnelse „Aarmand“ paa de
uordinerede Funktionærer, der paa Østlandet som ordinerede
dels kaldes Provster, dels Biskopens „Embedsmænd“ eller
„Ombudsmænd“[1]. Provsten er Biskopens Forretningsfører
inden sit Distrikt. Han indkræver det geistlige Sagefald
eller de Bøder, som tilfalder Biskopen for flere Slags Synder
og Forseelser, han gjennemgaar Kirkeværgernes Regnskaber
og giver dem Kvittering paa Biskopens Vegne, kort sagt han
er Biskopens Repræsentant i Pengesager.
Men foruden Bisperne med de dem underordnede Prester gives der endnu to andre Klasser af Geistlige, der ialfald inden visse Grændser og under visse Indskrænkninger er selvstændige Korporationer, nemlig Klostergeistligheden og den ved de kongelige Kapeller ansatte Geistlighed. Alle disse forskjellige Arter af Geistlige gaar jeg nu over til nærmere at tage i Øiesyn, og jeg begynder da med den egentlige Sekular-Geistlighed.
I Spidsen for hvert Stifts geistlige Administration staar en Biskop; Nidaros Stifts Biskop er tillige Erkebisp eller Metropolitan over hele den katholske Kirke i Norge. Da imidlertid Pavestolen nedigjennem Tiderne i vort Land som overalt har lagt an paa at svække Metropolitanmyndigheden og at emancipere Biskoperne fra denne, saa er nu Erkebispen i Nidaros i Virkeligheden kun Biskop i sit eget Stift og har
- ↑ Dip. Norv. I, 1045 og 1063. II, 1090.
