af et Kanonikat selv vilde nyde Afkastningen af „Portio Choraliam“, maatte han ogsaa selv personlig udføre de daglige Sangtjenester i Domkirken (Rigsreg. I, 319 II, 22).
De „andre Personer“, som Hans Reff skriver om, er selvfølgelig Sogneprest og Residerende Kapellan til Oslo Domkirke. Indtil Hans Reffs Ansættelse var nok de fordums ved denne Kirke ansatte Prester fremdeles vedblevet at fungere og at udføre Gudstjenesten paa gammel Vis. Nu, da Ordinantsen skulde gjennemføres, blev forhenværende Kanik til Mariækirken Nils Olsson udnævnt til første evangeliske Sogneprest i Oslo (Jordebog over Mariækirkens Gods af 1542, Rigsarkivet)[1]. Det maa være skeet paa Hans Reffs og Peder Hansens Foranstaltning, at det Jordegods, der før havde tilhørt de to nu overflødige og derfor nedlagte Kirker i Oslo, Korskirken og Klemenskirken, blev perpetueret Oslo Prestebol, og hertil blev da senere lagt Aas Præbende og Altare Salvatoris (Oslo Domkapitels Jordebog af 1595). I 1597 blev en da ledig Kanikeresidents udlagt til Prestegaard (Rigsr. I, 223).
Hvorledes det blev ordnet med den residerende Kapellan i Hans Reffs Tid, vides ikke. I 1554 blev den da ledige Heggs Præbende perpetueret Kapellaniet (Rigsreg. I, 178).
Hans Reff sees ogsaa at have gjort Kongen Forslag om, at de „tre Kapitler“ maatte „gaa til et Bord“, det vil med andre Ord sige, at Hamar Domkapitel og Kapitlet ved Mariækirken i Oslo skulde slaaes sammen med Oslo Domkapitel, saa at Medlemmerne af alle disse tre Kollegier for Fremtiden skulde udgjøre en Korporation og gaa til mensa communis,
- ↑ Sin Præbende: Altare Sancti Laurentii i Mariækirken, beholdt han nok til sin Død. Efter ham blev denne Præbende bortgivet til en Hr. Nils Knudssøn, og efter dennes Død 1565 ovordroges den til en Hr. Nils Olsson (om hvem intet for Resten er bekjendt) og senere til Dr. Erasmus Lætus (Rigsreg. I. 455. II, 252 og 494.
