1. At der forbydes alvorligen alle anstødelige Controverser
om Religionen og derhen hørende Lærdomme at føre paa
Prædikestolen, og at slige Controverser aldrig, uden den
generale Kirke-Inspections forevidende og Tilladelse, publice
mundtlig eller skriftlig maa ventileres, ikke heller privatim
gjøres bekjendt for andre inden- eller udenlands, uden for
enhvers Foresatte og den anordnede General Kirke-Inspection,
saafremt de, som derimod handler, ikke ville ansees som
Kongl. Mandaters modvillige overtrædere, hvorfor alle Bisperne
især alvorlig tilholdes, alle Religions-Stridigheder at forhindre
og forekomme, og naar noget sligt fornemmes, da at give den
Kongl. General Kirke-Inspection vedbørlig, tilforladelig og
udførlig efterretning derom til videre foranstaltning.
2. Alle Præster tilholdes, ordentlig at concipere og skriftlig forfatte deres Prædikener, idetmindste en udførlig Disposition over den fornemste indhold i hver Præken, og forevise saadanne, siden sidste Visitation holdne Prædikeners Concepter hvergang for Bispen eller Provsten i en Bog sammensyede, da Biskopen eller Provsten i samme Bog tegner, naar de ere foreviste, og af dem nøie paaagtes, om Materierne i de Prædikener ere opbyggelige og saaledes indrettede, at alle til Saliggiørelsens orden henhørende og til Salighed fornødne Lærdomme idetmindste eengang hvert Aar ere ex professo afhandlede og udførlig forklarede, hvorover Bisperne især nøie skal censurere og hver Gang i det mindste gjennemgaa nogle Prædikener med dem, helst hvor de ikke ere desmere forvissede om tilbørlig flid og duelighed, og see derhen, at derudi kand skee nogen almindelig Forbedring.
3. Saa skal og alle Præster og Capellaner være pligtige ved Visitatzen at gjøre Rede for, hvad dele af Theologien de, siden forrige Visitatz, fornemmelig privatim har øvet sig udi, som det og kand dennem, som det behøver, forelægges, hvad de inden næste Gang fremfor andre ting bør studere, hvad methode de dertil kand bruge, samt Bøger sig anskaffe.
4. Provsterne skulle flittig visitere alle Kirker i deres Provstier uden forsømmelse og indrette deres Visitatzer til Meenighedens Opbyggelse i alle optænkelige Maader, derhos opmuntre og formane alle Præster at give nøie agt paa sig selv og paa den gandske hjord, minde og raadføre dem om den Prudentia Ecclesiastica og Theologiske Forsigtighed, og som Sjælesørgere forsigtelig at gjøre Forskjel mellem naturen og naaden, og efterspore samt følge Guds Veie med Sjælene efter deres adskillige Tilstand.
5. Provsterne skulle og nøie give agt paa Præsternes Liv og Levnet, saavelsom flid i Embedet, og især erkyndige
