i Throndhjems Stift og Indherredens Provsti, og at Sammenhængen, saavidt man kan slutte, var denne: At Anno 1741 er nedsendt en saadan Angivelse, uden Haand, til Præjudice for Regiments Officerer, hvilke da, efter den stærkeste Formodning, skal have ment, at Mag. Jens Parelius, Sogneprest af Schjørdalen, var Mester for det Arbeide. Da nu i sidst afvigte Aar er nedsendt en Klage til Præjudice for Presterne, mener Biskopen, at der ikke kunde tages meget feil, naar man gjetter, at den er forfærdiget af en Officer, boende udi Indherredet, bekjendt af saadan Talemaader, og uden Tvivl især sigtende paa Mag. Parelius og en anden Nabo, om hvilke alene, og aldrig om andre, bemeldte Biskop Hagerup contesterer at have hørt saadant sagt, at de har visse Accidencer høiere, end Folkets Godvillighed fordrager, om hvilke alene, og aldrig om andre, kan siges, at de har reist bort ofte mange .Uger i eget Ærinde, om hvilke alene, og ikke om en eneste ellers i Stiftet, kan siges, at de har havt mange Processer, om hvilke alene, og ikke om nogen anden, Biskopen for sin Del kan sige, at ingen hans Formaning har fundet Sted. Da nu denne Angiver af et par saadanne Exempler (dem han dog, efter Biskop Hagerups Forsikring, endda ikke saa let skal overbevise alle de bittre Prædicata) har paa en ulovlig og høist strafværdig Absigt villet denigrere den hele Prestestand i Norge, men derved vist, at han vil betale Malice med Malice, Usandfærdighed med Usandfærdighed og handle lige samvittighedsløs, som nogen anden; I og derimod tilforladeligen vide, at den er mange brave Prester i Norge, som eftergiver sin Ret, mister deres lovlige Betaling hos mange, og assisterer af al Formue sine fattige Sognefolk i disse Tider, saa at de selv ere fattige og gjeldbundne tillige: Saa haabe I allerunderdanigst, at Vi af berørte sandfærdige Omstændigheder noksom allernaadigst erkjender, hvor ugrundet, usandfærdig og samvittighedsløs denne haarde Angivelse er opdigtet af det Slags Folk, som ønskede i deres Hjerter, at der var ikke Prest i Landet, eller og at hver Prest var en Betler, hvorfor I og haver indlagt Eders allerunderdanigste indstændigste Forbøn for den hele Geistlighed i Norge, bedende, at for saadanne Navn og malisieuce Mennesker, end under saadan Masqve, at gjøre hver og een, ja og de bedste og redeligste Folk mistænkelige og ulykkelige, ikke vilde kaste nogen Unaade eller Mistanke paa nogen, fatte den allerringeste Tro, at de visseligen ere de Mænd iblandt, som i alle Henseender fortjener Ros og Ære, som forretter deres Embede upaaklagelig, følgelig ikke heller fortjener nogen Unaade. Men skulde der dog findes een eller anden, som ikke saa aldeles
