derfor til at erklære, om der blandt Præsteskabet i Christiania findes saadanne, som forfølge Christi sande Tjenere, og for hvilke Menigheden skulde tage sig ivare. Han svarer, som sædvanligt, undvigende; i Prædikenen, siger han, handles baade om Antichristen og hans Ministerium og om den sande Christus og hans Ministerium; men da Troen nu er sjelden, og Antichristerne ere mange, saa maa man ikke alene i Christiania, men overalt vogte sig for saadanne; derfor prædikes der jo ogsaa to Gange om Aaret, 8de og 25de Trinitatissøndag, om at tage sig ivare for saadanne.,Hvorfor tilholdes jeg da nu mere end alle andre, som ogsaa prædike om antichristelige Lærere, at aabenbarlig sige, om jeg mener, at de ere udi Christianiæ Menighed“? Naar selv Christi „egen liden Skole“ og den første Menighed ikke var fri for antichristelige Kirketjenere, skulde man da indbilde sig, at Christiania eller nogen anden Menighed skulde være fri derfor? Forresten beder han de højlærde Herrer at læse den omhandlede Prædiken, hvoraf han sender dem en Afskrift. Til den henviser han ogsaa i Anledning af et andet Spørgsmaal, nemlig om han i den „har lært ministerium pastorum impuram vitam agentium at være inefficax“ (sml. ogsaa hans Svar i den Anledning S. 57).
I Nr. 2 og 3 adspørges han, om han mener, at han som Læsemester har Magt til at beskjemme Sognepræsten Mag. Trugels, og om han vil erklære Mag. Trugels’s Fremgangsmaade, nemlig at han har stevnet ham for Kapitlet, for stridende mod Guds Ord og Christi Ordinants; hertil svarer han aldeles paa samme Maade, som forhen (i Apologien af 19de Marts 1650). Det Samme er ogsaa Tilfældet med de følgende Spørgsmaal, som angaa hans Beskyldninger mod Mag. Trugels for ikke efter Embedspligt at have navngivet Enthusiasterne (Nr. 4) og for at have forsømt sin Embedspligt som Sjælesørger hos den syge Jens Hansen (Nr. 5).
