lem de sammenbitte tænder — hu, hvor den své, hele tiden hadde den svidd, men naa først la jei mærke til det — hu hvor den své paa den syfilitiske hudløsheten paa insiden a læpen; den své mei helt inn paa sjælen. — Se det maatte Di ha visst først ikke sant? Og det visste Di ikke. Hverken det at jei i det hele taget hadde syfilis, eller at gamle Vorherre nu efter aars taushet hadde vært saa venli aa gi mei en liten mindelse om at jei ikke skulle være tryg for hva der kunne komme. Og heller ikke visste Di alt det andre syke og fæle som var strømmet inn over mei som aldri før nu inat da jei sat der sammen me Dem oppe paa den bænken under avenuens trær og pludseli me ét slag forsto, baade at jei elsket Dem, og at Di muliens kunne komme til aa elske mei — hvis bare ikke disse tingene hadde vært som Di altsaa ennu ikke visste.
— Naar den droschen er naad op til den øverste gaslygten skal jei si det! sa Di, og fulgte me øjnene droschens lanterne opover mot Triumfbuen. — Naa er den der! sa Di saa og fæstet øjnene paa mei — og saa kom det:
— Di skulle giftet Dem me mei.
«Di skulle giftet Dem me mei»! — jei sat der stum, me haannen ut fra mei støttet paa stokken, og stirret ut i mørke, svimmel ve tanken... Du store gud, det hadde altsaa virkeli vært muli — kansje om bare ikke den hudløsheten hadde vært saa kunne jei ennu ha vunnet Dem... Men, me
