Side:Syk kjærlihet.djvu/348

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


hvem vet: kansje dæmrer der innerst inni ham en dunkel tanke om, at saa fin, saa nobel, saa højhjertet en mann kan ingen kvinne ville la dø fra sei — nej, naar hun først har faat se ham staa der oprejst og roli, stor og nobel mitt i ulykken, da vil den vaagne paany og blusse op igjen som før hennes gamle kjærlihet til ham — og pludseli vil hun være der hos ham og kaste sei i hans arme og hviske det bløtt inn ve hans bryst: — «Dei er det jo jei elsker! dei og ingen anden i verden og paa joren!»

Kansje sitter han derhjemme naa me et stille haap om at noe saant skal ske - og saa kommer hennes: «Værsgo!» — Mon han saa endda vil tro at «han kjenner henne?» — jei ler me en koll latter som forskrækker mei sell — gud bevare mei for en idiot! Tænke sei aa ha levet me dette dejlie menneske i fire aar, ossaa ikke ha mere idé om hvordan hun er enn at man kan finne paa noe saant som dette! — skam dei gut! og kryp tilbake til henne paa dine knæer og si du skjønner du har vært et fæ, saa tilgir hun dei nok; for hun har jo ingen anden enn dei. Men gjør det fort for fan! saa jei kan bli færdi — jei som ikke ejer noen chance mere, hvor fæisk du saa bærer dei ad... ingen chance mere — herre min gud!...

Jei gaar der me hjerte saa tongt at jei syns ikke jei kan bære det, og sukker det stille hen for mei:

— Aa gi mei et lite haap imens Vera!... sell