— og afsted sætter han paa sprang tilvenstre
borti-gjennem skoven, og Erik og jei efter. Vi løper
et gott stykke før vi stanser og lytter igjen —
men saa hører vi heller ikke noe mere og gaar roli
videre som før.
Like ve husene, bâk den samme busken paa opsiden a vejen hvor jei stanset første gang jei var herute, tar Erik og jei post, mens Fredrik som det er minst farli om blir set, sennes derned for aa rekognoscere. Vi ser ham skraa nedover græsbakken mellem skoven og husene, bort til den rømalte havestubygningen tilhøjre og kikke inn, først a det ene, saa a det andet vindu — og saa forsvinne nede om hjørne. Men strax efter kommer han frem igjen og gaar ned til det hvite huse mitt imot os, og inn der. Et øjeblik efter kommer han ut derfra ossaa og like op til os — og vi faar vite at hverken Vera eller Majken er hjemme; de er gaat ut sammen me Gaarder begge to for en stunn siden, og piken vét ikke hvor de er gaat hen.
— De maa vel være gaat til Emmestad da! sier Erik — vi faar gaa dit vi ossaa; vi skal jo saa allikevel dit bort og ligge inat.
Forsikti gaar vi saa bortover vejen, spejdende og lyttende, for itide aa kunne smutte inn i skoven hvis noen skulle komme. Men pludseli stopper Fredrik braat op og spør:
— Hvor har dere gjort a kofferten?
— Aa fan! sier Erik — den glemte vi sgu derborte bâk buskene.
