— Ja, svarer Erik — men jei har da ialfall ikke
vært saa dom aa skrive hjem hver dag at «naa kommer jei.»
— Ja, det er jo domt naturlivis, men...
De sitter der og snakker saa roli og fornøjet — de skal derut hvor hun er i dag, de skal se henne og snakke me henne... Aah, om jei kunne faa se henne som hun er naa — netop naa!... de lykkelie to som skal derut!... her maa jei bli sittende, uten henne, idag og inat og i hele maaren, helt til imaaren aften klokken ti — da skal jei faa se henne og dø...
— Dø fra henne — aah, det er det som er rædselen ve aa dø...
— Men naa maa vi vist afsted Fredrik, sier Erik og klinker paa opvarteren —: Værsgo! for to kaffe! — ossaa vil Di si os hva klokken er?
— Ti minutter paa hall fem, svarer opvarteren som ser paa sit uhr.
— Aa dø og pine! sier Erik — og de springer op begge to og sier adjø.
— Men er ikke «faderen» derute idag? spør jei — siden dere kan rejse derut?
Nej, sier Fredrik — han er i byn.
— Bjørck rejser vel ossaa derut i eftermidda da?
— Nej, han blir i byn.
— Vet du det visst? spør jei hæst og føler at jei blir blek.
— Ja da!
