Side:Syk kjærlihet.djvu/284

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


og sætter sei ned og peker, uten aa si noe, paa plassen ve siden a sei.

Dirrende over hele mit legeme sætter jei mei ned ve siden a henne og blir sittende og se paa henne —:

Foroverbøjet sitter hun der i den blaa tætsluttende kjolen, ganske stille, albuerne støttet paa sine knær, hænderne i fange — og stirrer ned paa den brune naalebestrødde skovbunn. Hode er bøjet og jei kan ikke se ansikte hennes for den store gule straahatten...

Dødningeagti stille er det runt omkring — ikke en lyd høres, andet enn insekternes summen mellem træerne i den stille ophetete luft...

Endeli sier jei — det kommer aldeles tonløst og stemmen skjælver og er hæs, jei kjenner den ikke sell igjen, og hver fiber i mit legeme dirrer:

— Det er altsaa ham Di er mest gla i?

Og om litt svarer hun uten aa se op:

— Ja.

Jei har jo visst at det ville komme dette ja, jei har jo sittet og ventet paa det — men allikevel: naa da det kommer griper det mei pludseli me vanvitti rædsel, og hjerte snører sei volsomt sammen saa jei mister pusten... naa først forstaar jei helt ut hva det vil si — og jei faar en forfærdeli trang til aa skrike, skrike me al mine lungers kraft... skrike min rædsel ut i den røbrunflekkete solgjennemskinnete skoven.

Men ingen lyd naar ut over min strupe, det er