Side:Syk kjærlihet.djvu/272

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Alene staar jei igjen der paa bryggen og stirrer efter dem, saa dødsens træt at jei syns jei maa segne om og dø der jei staar — saa pludseli hører jei stemmer bak mei oppe fra skoven, og venner mei om. Og strax efter dukker først Majken og Erik, saa Bekkasinen og Fredrik — han er altsaa kommen herut allikevel — og tilslut den høje lyse sytten-aarie Georg me det vakre slyngelalder-ansikt, frem af skoven derinne paa strannen, og kommer ut paa badehusbryggen allesammen.

— Vi skal bort til Hvitsteen og hente noe som er kommen me «Moss» i aften, sier Erik til mei — vi faar ta prammen din siden Vera og Waldemar har tat sjægten.

— Gjerne det! svarer jei, og vi stiger i prammen allesammen og ror derbort. Da vi kommer tilbake kommer netop Vera og Bjørck roende inover bugten de ossaa, vi lægger til paa samme tid, og stiger samtidi op paa bryggen allesammen. Det begynner saa smaat aa skumre. Jei føler at jei aarker ikke være sammen en disse onge glae menneskene mer, men jei kan jo ikke rejse hjem igjen heller før jei har faat talt me Vera — og mens de andre blir staaende der paa bryggen og snakker og ler, gaar jei alene inn paa strannen og sætter mei ned i kanten a skoven. Strax efter kommer Vera bort og sætter sei ve siden a mei:

— Jei kan ikke snakke me dei iaften, sier hun — men møt mei imaaren formidda klokken toll