søvn! — og jei lover mei sell energisk ikke aa komme henne nær før hun vaagner.
Men saa kommer hun til aa spænne a sei saa teppe glier ned paa gulve, og da linnete er glidd op under armene paa henne ser jei pludseli nøkent foran mei hele hennes slanke vellystie legeme me den yndie svaj i ryggen — det blekgrønne gryende dagslys faller like hen over det. Og pusten gaar fra mei, hjerte klapper i mit bryst som vil det springe istykker mens jei stirrer som i angest paa dette dejlie legeme — og afsindi af længsel efter henne aker jei mei saa nedover i sengen og lægger sykt og ømt kinne mit ned paa den dejlie ennen hennes. Men pludseli kan jei ikke la det være: jei griper nervøst om begge hennes hofter og kysser henne som vanvitti nedover ennen og laarene saa hun vaagner me et sæt og kaster sei om paa ryggen — og jei befinner mei pludseli liggende mitt inne mellem hennes laar. Saa kan jei ikke styre mei længer: jei synker aandeløs inn till henne me mine læper mot hennes eget allerindeste og kysser til — og svimler igjen bort i vellyst, inn i henne...
Men igjen vaagner jei til mei sell ve at hun klapper mei paa hode og sier me roli stemme: «Du? ikke gjør det mer!» — og halldø a skam kryper jei op ve siden a henne og gjemmer mit ansikt i puten.
— Er Di vonn paa mei naa? spør jei angest, uten aa se op.
