Gaarder — gaa du i forvejen ned til Gravesen, jei kommer strax efter — og jei skynner mei inn paa fortoue igjen og gaar dem imøte me sykt bankende hjerte. Forfærdeli levende er det pludseli blet derinne i mei altsammen, naa ve aa se Lili igjen: alt det dernede i Paris... og rejsen, den triste rejsen hjem sammen med henne og Jakob ombor paa dampbaaten... og alt det som er skedd siden — aa Lili, du skulle bare vite!... Saa høj og lys og straalende hun kommer imot mei paa det solbeskinnete fortoue mellem alle menneskene! og den røe runne huen, hvor den klær hennes lyse ladyhode me den bleke teint... Der smiler hun til mei! og jei faar taarer i øjnene — aa Lili du skulle vite...
— Godag! sier jei trist og venner og slaar følle me dem — hvordan har dere det?
— Jo, sier Jacob fornøjet — vi er gifte naa! Onkelen har holt bryllup for os derute paa lanne... Men det var gott vi traf dej — vi vil nemli holle et bryllups-kalas herinne ossaa, bare for noen ganske faa da skjønner du, men du faar altsaa komme, og Vera...
Træffer Di Vera, saa Di kan si henne til? spør Lili — og ve klangen af hennes stemme bæver det igjen op altsammen derinni mei.
— Ja, sier jei og ser sykt op i de bløte blaa øjnene hennes — Gaarder og jei rejser i eftermidda ut til Emmestad hvor vi skal bo, og i aften faar jei se henne...
— Gaarder vil vi ikke ha me! sier Jacob —
