Side:Syk kjærlihet.djvu/201

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


— Hesthagan! Hesthagan!

Længe har jei løpet om inne i skoven; det har gaat op, det har gaat ned; saa har jei funnet en sti, saa har jeg tapt den igjen — men ustanseli er jei styrtet afsted, uten et øjeblik aa ha besindelse nok til aa stanse for aa orientere mei. Tilslut bare løper jei fortvilet videre med en syk fornemmelse af aa løpe i ring inni en forhexet skov...

Men pludseli lysner det foran mei, og strax efter dukker jei me et lettelsens pust frem paa Vestby-vejen — og piler saa afsted opover mot Hesthagan me en uklar følelse af at dér! dér skal jei finne lindring og hvile...

Men da jei endeli styrter frem mellem træerne deroppe, inn paa den aapne plassen i skoven, og ser henne ikke — saa bare stuper jei bums i bakken me hænderne for ansigte og brister i en forfærdeli krampe-graat: jei kan jo ikke være til uten at hun er her — gud forbarme sei, hvorfor er jei ikke dø!...

Og op springer jei igjen, hulkende og fortvilet, hatten er falt a mei men jei tar den ikke op, hva skal jei gjøre, jei kan jo ikke være til! — og afsted styrter jei frem og tilbake paa den aapne plassen, langs kanten a skoven, og hulker og vrier mine hænder og jamrer det ut i luften —:

— Vera! Vera! aa kom og hjælp mei! jei kan ikke være til... forbarm dei over mei og kom — jei dør af rædsel!...

Men hun kommer ikke, og hallgal blir jei løpen-