op før de kommer... Ikke kan jei faa noe aa bestille her i Paris, og ikke kan jei skrive noe, som jei hadde tænkt; alting gaar mei jo intryksløst forbi, jei føler ikke noe ve det jei ser, hva skulle jei saa kunne skrive om det!... Ingen, ingen utvej er aa øjne — jei skjønner ikke hvor dette bærer hen ... andre steder enn til La Morgue ...
Og mitt oppi det altsammen denne evie angest for det breve jei sente!... hun har ikke svaret; naturligvis er hun blet stødt over den altfor kjærlie tone jei skrev i, og vil ikke skrive mer... gud, hva mon hun føler for mei naa'?...
Før hadde jei da endda det aa gaa og tænke paa og glæde mei til, at kansje kom hun herned til vaaren for aa se Salonen; kansje kunne jei holle mei hernede saa længe, og saa skulle jei faa være sammen me henne de dagene hun var her; og naar hun rejste hjem igjen, kunne jei faa ta henne i haannen og se henne inn i de kjære dejlie øjnene hennes og si henne hvor jei var gla i henne, og hvor jei var taknemmeli over aa ha møtt henne her i live — og saa ville jei tat adjø me henne for gott, for vi hadde vel aldri faat set hverandre igjen; jei er jo ikke noe levedygti menneske mere...
Mens naa?! - sell om hun kom herned til Salonen, hvordan ville hun da være mot mei?... desuten kommer hun vel ikke, hun har vel ingen lyst til aa træffe mei mere naa — jei har jo ødelagt alt ve det breve...
