— Si det hvis det er saa!... si det i guds navn!
Men ikke en lyd kommer over hennes læper — taus og koll ligger hun der me sit lukkete ansikt og stirrer stift op i tâke.
I vill fortvilelse griper jei saa me formasteli haann omkring hennes dejlie legeme og vil me magt venne henne mot mei, for aa stirre mei min dødsdom til, ut a hennes øjne. Men lynsnart kaster hun sei om paa siden, bort fra mei, helt inn til væggen, og gjemmer sit ansikt i sine hænder.
Afsindi flytter jei efter og hvisker det hæst: «Si det! si det! — og trykker saa i rædsel min brænnende panne inn mot hennes ryg.
Som stukket af et gifti kryp spretter hun op ve berøringen — og i samme nu er hun ute a sengen, fremme paa gulve, og flykter hen i den borteste krok af værelse. Der sætter hun skulderen haart op imot væggen og stemmer sei imot den, som vil hun flykte tværs ut gjennem den — men hode venner hun om, som en anskudt flyktende fûl, og stirrer tilbake paa mei me store forvillete øjne som lyser me etintenst had.
Ute a mei sell a rædsel er jei styrtet op efter henne, men stanses mitt paa gulve af disse forfærdelie øjne — de borer sei inn i mine og nagler mei til pletten saa jei blir staaende der som lammet og stirre inn i dem. Jei kan ikke tale, ikke bevæge en muskel og ikke ta øjnene fra hennes — min vilje er absolut ophævet, jei føler mei fulstændi
