— Jamen det er jei — naa gaar vi inn her og
faar os litt mât, vil du det? —
Saa sitter vi inne i den lanlie stuen, ve et hvitskuret bor, likeoverfor hverandre. Jei har tømt et krus melk og fyldt det igjen og sitter og nipper til det, mens hun skjærer sei det ene stykke smør-og-brø efter det andet og spiser me glubende appetit... Hvor det er dejli aa se henne spise... de friske smør-og-brøene som ét for ét forsvinner, inn i henne — aah, hvor maa jei misunne dem!...
— Skal jei ikke smørre et stykke til dei ossaa? spør hun saa, og ser kjærli op paa mei - og pludseli faar jei en forfærdeli lyst til aa spise noe som hun har tat i, og sier «jo tak»!
Men vi kan ikke snakke sammen herinne, for borte ve det andre vindue sitter mannen i huse og pusler me noe smaaarbejde; jei kan ikke faa ta bort paa hennes skulder, ikke klappe henne nedover armen — aah, hvor jei har trang til aa være alene me henne!... Og da hun er færdi blir jei gla ve at hun sier:
— Du! vi maa skynne os afsted igjen strax — ellers kommer jei for sent til dampbaaten.
Saa gaar vi afsted. Paa højden over Hvitstén stanser hun et øjeblik — blank og stille ligger fjoren utover i aftensolen...
— Det er vist sént, sier hun saa — vi maa nok skynne os skal jei faa vist dei hvor den konen bor.
— og rask tar vi ut av vejen, tilhøjre og gjennem
