sittende der og se hverandre dybt og alvorli inn i øjnene. — Men om litt svæver et kjærli, halt spottende, halt forundret smil frem om hennes friske munn — og hun sier me kjærli haân: —
— Hva mente Di me aa skrive i slutten a breve Deres: «Anej, kom ikke allikevel hvis Di ikke har lyst?»
— Jo, svarer jei lavt — jei var saa angest for at Di ikke skulle være gla i mei mer og at Di nødi ville komme; jei visste jo ikke at det breve ikke var rukket frem Thorsda... aah, Di skulle vite —
og jei fortæller henne hvordan jei har hat det siden den mislykkete rejsen herut.
— Ja der kan Di se! sier hun muntert (men der ligger alvor bak) der kan Di se hvordan det gaar naar Di ikke gjør akkurat saan som jei sier. Husk naa paa det til en anden gang!
— Aa Di kan være trygg!
— Og her har Di det breve jei skrev til Dem igaar da jei var saa sint paa Dem — hun tar det op a lommen og gir mei det, og jeg aabner det begjærli for at læse det strax.
— Nej! sier hun og griper mei om haannledde, — nei, ikke naa! stik det i lommen saalænge, Di kan ha det til aa læse paa naar Di blir alene igjen — det kan Di ha gott a.
— Jamen Di er ikke sint paa mei mer? spør jei ængsteli.
— Nej, svarer hun bløtt og griper igjen min
