Hun kaldte det altid en dyst, naar nogen
kom og vilde laane penge af hende. Og for den
sags skyld kunde hun saamæn ogsaa gjerne
kalde det saa, om hun end altid vidste, at Andrea
Mangor blev den seirende part.
Hos fru Mangor havde Sine Filipsen boet i to og tredive aar. Ud og ind, op og ned, pudset og gnedet, stivet og vasket, — skjændt og hundset i to og tredive aar.
Sine Filipsens barndom og ungdom var en eneste kuende martyrdom fra dag til dag. Var det en eller anden ting ved hendes opførsel, der ikke huede pleiemoderen, hed det altid :
«Hvor havde du været henne nu, havde jeg ikke taget mig af dig, — død havde du været for mange aar siden, — og det bedste havde det kanske været ogsaa.»
Og den sky og hvidblege lille Sine Filipsen sad stiv og ubevægelig paa sin stol, som fru Mangor vilde, at hun skulde sidde, med den rædsomme, knugende tanke, at hun havde været død, hvis ikke fru Mangor havde været. Ikke et øieblik faldt det hende ind, at det dog maaske havde været det bedste alligevel. Hendes hjerte rummede ikke andet end en underlig, rædselsblandet taknemmelighed for pleiemoderen.
Og ungdomsaarene gik, ingen glæder, ingen lærdom, ingen mening om nogen ting maatte hun have. Det var nu Andrea Mangors begreb om, hvorledes en kvinde bedst blev skikket til livets strid.
