mægtige haand. Hun blev næsten overgiven, trallede og sang visestumper, medens hun pudsede kobbertøi og pletsager, saa det skinnede. Og altid passede hun paa at have noget ekstra til løitnanten. Hun lavede i smug hele smaaa anretninger til ham. Tante Mangor sad i sin stol, for hende var de sikre, og løitnanten sad paa kjøkkenbordet og delikaterede sig.
«Du er den mest mageløse k vinde, jeg har truffet i mine dage, Sine,» — løitnanten tyggede og snakkede, — «det er et tab for egtestanden, at du ikke er bleven gift, — formelig et tab.»
Hvor længe Sine Filipsen levede paa disse ord, kan ikke godt beregnes, det strakte sig gjennem flere aar.
Sines fantasi var alt paa flugt. Hun var tolv aar ældre end ham, men saa galt havde man seet før; det var nu noget, enhver kunde se, at han satte pris paa et ordentligt stel, og hvad kunde de pyntedukkerne nu for tiden. Sine Filipsen var dengang otte og tredive aar, men hendes hjerte var atten de to-tre maaneder, kavalleriløitnanten opholdt sig i fru Mangors hus. Han spiste den delikateste roastbeaf paa kjøkkenbænken, snurrede Sine rundt paa kjøkkengulvet, og engang han tørrede sine mustacher, udbrød han: «Sandelig kunde jeg ikke have lyst til at kysse dig, Sine.»
Sine huskede det hele sit liv og tænkte paa det næsten hver eneste dag. Men kavalleriløitnanten reiste uden at erklære sig.
