en Deel af Fjalir eller det gamle Fjala-fylki, da dette i senere Tid (i 13de og 14de Aarhundrede) var indgaaet under Fyrda-fylke, hvorfor det uden Tvivl er en Skriv- eller Hukommelses-Feil at den islandske Forfatter af Olaf Tryggvess. Saga, naar han Cap. 116 lægger Fjaler i Sogn. Sandsynligviis har Fjaler netop ophørt at være et eget Fylke ved Atle Jarls Fald og hans Sønners Flugt fra Landet. Da Sólundir (nu Sulen-Øerne) hørte til Sogn — der altsaa strakte sig lige ud til Havet imod Vest, imedens det i Syd ved Þínganes (nu Dingenæs) grændsede sammen med Nordhaurdaland — saa have vi med det samme Fjala-Fylkes sydlige Grændse; den nordlige maa derimod blive mindre bestemt. Imidlertid veed vi af Peder Claussøns Norg. Beskr. S. 14, at Fjala-Fylke strakte sig i Nord indtil «Kuenvaagastrand;» man jævnføre hermed Landnámab. P. II, Cap. 9, hvor det fortælles at «Sigurdr Svínhöfdi var kappi mikill, han beó at Kvennvogastrønd (Ɔ: Sigurd Svinhødi var en stor Kjæmpe, han boede paa Kvenvaagastrand — som Varianter forekomme «Kvenná á Vogastrønd, Kvennvogastad).» Hvad enten det ene eller det andet af disse Navne er det rigtige, saa synes det neppe at kunne være nogen Tvivl om, at hermed menes en Gaard paa Vaagestranden – en Strækning, der endnu kaldes saaledes, beliggende i Nordøst for Stavenæs paa den søndre Side af Førde-Fjordens Munding indtil Gaarden Vaage i Svanø Sogn, hvor nu er Thingsted. Ved denne Gaard kommer en Qværneaa ned igjennem Vaage-Skaret, saa det ei er usandsynligt, at at just denne Bæk — Kvenná (maaske rigtigere Qvørná) á Vogastrønd — har været Fylkets Grændse paa den nordre Side. — Navnet Gaular, Dat. Gaulom er vistnok Flert. af Gaul, Navnet paa den Elv, som gjennemstrømmer Gauldalen (Gaulardal), og synes at være et Appellativum, som betegner den Larmende, Tudende, af Verb. gaula at tude. (I det Throndhjemske haves, som bekjendt, en Elv og en Dal af samme Navn. Gaular kan altsaa betyde en Egn, gjennemstrømmet af flere saadanne brusende Elve, og er, som vi have seet, ganske forskjelligt fra Gula, Thingstedets Navn, der laa i Nordhørdaland, og maaskee rigtigt udledes af gola, at blæse, hvoraf Hafgola eller Hafgula, et almindeligt, men især i de omhandlede Egne velbekjendt Navn paa et Slags Passat-Vind i de derværende dybt indgaaede Fjorde. — Det andet Navn Fjalir er Flert. Form af Enkelt Fjøl fvem. gen. 1, en Fjæl, 2, en jævn, slet Mark, og skal være relativt passende paa denne Kystegns mange Dale.
Cap. 4. Eid (á Eydi). Af Diplomer og «den røde Bog» erfarer man, at Askims Sogn og den liden Deel af Thrygstads Sogn, som ligger imellem den sydligste Bugt af Søen Øyeren og hiint Sogn i Smaalehnene fordum havde Navn af Eid (eller Æid — see Víngulmørk). Istedet for «Eyna-sker,» har Þáttr Hálfd. Svarta C. 2, ligesom en Variant, der gjentages i tvende Codices af Heimsk: — «Eyna,» hvilket uden Tvivl er det Rigtige, og bliver da Navnet paa Søen Øyeren, ford. ogsaa Eyja- eller Øyja-vatn kaldet. Det har følgelig ei været langt fra Glommens Udløb ved den sydlige Ende af bemelte Sø, at Slaget imellem K. Halfdan og Gandalfs Sønner har staaet.
Cap. 5. Hríngaríki eller Ríngaríki, som foregives at have Navn efter Raums Søn, Nors Sønnesøn, Hring, der skal have været den første Konge sammesteds, forekommer i vor ældste Historie som et af de berømteste Smaariger i Landet, og vedblev at have sine egne Konger lige til Sigurd Syrs Død 1018. Det egentlige Ríngaríki, som indtil 1575 kun udgjorde eet Præstegjæld, bestod af Sognene Njørdrhof (nu Norderhaug), Haugr, Nes (ved den nordre Ende af Spirillen Sø. Efter 1591 er Kirken paa dette Sted sløifet og forflyttet længere Syd til Gd. Viger), Hólar (Hole) og Stein (Steen — Kirken paa denne Gaard blev allerede ikke mere benyttet ved Udgangen af 16de Aarhundrede, og nu er den næsten ganske nedbrudt). Paa Ringerige nævnes disse
