Vænir, den store Indsø Venern i Vester-Götland i Sverige, hvortil Norge engang i Fortiden strakte sig.
Hálogaland (nu Nordlandene) har man antaget at have Navn efter en mythisk Konge Loge, Fornjots Søn, der formedelst son høie Vext skal være bleven kaldet Háloge (den høie Loge eller Lue - Schøn. N. H. I. 92.) Hálogaland var oprindelig kun eet Fylke, Hálygja-fylkì, bestaaende af tvende Sysler; men var i det 14de og 15de Aarhundrede inddeelt i to Fylker, af hvilke det sydlige, som intet specielt Navn findes givet, men som maa have udgjort det egentlige Háleygja-fylki, igjen inddeltes i tvende Halv-Fylker, nemlig: a) Heröyja-Hálf-Fylki, som dannede et Syssel under Navn af Alostarhaugs- (Alstahaugs) sysla, der indbefatter Vatsás (Vatsaas) Sogn eller den nordlige Deel af Birnodalr (Bindalen), Sømpnin eller Sæmpnin d. e. Víka (Viks) Sogn, Brunøy (Brønø) Sogn eller Harmr, Veiga (Vegen Ø eller Gladstad Sogn), Vefner eller Vefsn (Veffens Præstegd.), Sognene Þjótta (Tjøtø), Alostarhaug, Sandnæs og Heröyjar, Radund (Ranens Præstegd.), samt Nesin (Nesne) og Dynjarnes (Dønnes) Sogne. b) Raudøyjar-Hálf-fylki, der indbefattede 1) Bodínjar-sysla, bestaaende af Sognene Ludrøy (Lurø), Raudøyjar (Rødø), Þridnar (Trænen), Mjola (Melø), Gildaskáli (Gilleskaal), Bedjanar (Beyeren), Kellingarøy (Kjeringø) og Foldin eller Røyrstadir; 2) Steigar-sysla, bestaaende af Sognene Leifnes eller Lidíngar (Leinæs eller Ledingen), Steig (Stegen), Hamarøy, Lódengi eller Lódengjar (Lødingen) og Hól samt Ofót (Ofotens Præstegd.; 3) Lófóta-sysla, som bestod af Sognene Röst, Vedrøyjar (Værø), Muskones (Moskenæs), Flókstadir í Vargfót (d. e. Flagstad Ø), Boknes (Buksnes), Hól, Borgar (Borge), Vâgar (Vaagen) og Gimista (Gimsø); 4) Ylfve-sysla, indbefattede Sognene Hodusægl eller Hofdasegl á Ylfvu d. e. Hassel S. paa Ulvø), Svortuland eller Svartaland (Sortland), Langanes, Yxnes, Málnes og Bör (Bø), eller tilsammen Vestráll (Vesteraalen); 5) Andarnes-sysla, indbefattede Aund (Andøen) eller Andarnes, Dvergaberg (Dvergbergs) og Bjaraska (Bjørnskind Sogne). Þrándarnes-fylki, indbefattede omtrent det nuværende Senjens og Tromsens Fogderi eller Kirkesognene Þrándarnes (Trones) og Kvidufjördr (Qvæfjord) paa Ömd eller Aumd (den østlige Deel af Hindøen), hvis almindelige Navn var Kvidinöy, senere Hinn (nu Hind-Øen), ved Tjalldasund (nu Tjellesund) adskilt fra Tjalldöy (nu Tilø) og Fastlandet; samt Arnastadafjördr eller Ivorstadir á Roölld (nu Astafjord eller Ibestad paa Rollenø), Dureksöy, senere Djuröy (nu Dyrø), Traknöy eller Truknöy (nu Tranø), Sónesta (nu Sandø), Bjarkröy (Bjerkø), Þotskar eller Þoskar (nu Torsken) og Berg, de tvende sidste Sogne paa den store Ø Senjab eller Sennja (nu Senjen), der ved Geigo-sund (nu Giisund) adskilles fra Fastlandet; videre Leingjuvík (nu Lenvig) og endelig Trums eller Truns (Tromsø), der lige til 1776 kun udgjorde et Præstegjæld. Indtil hen i 13de Aarhundrede var Lenvigen det nordligste Sogn paa Halogaland, «Þá er fjördur er Málángr heitir, hann skilur Finnmörk vid Búmenn» (Rymbegla P. III. C. V., see om Finnmörk Har. Haarf, S. Cap. 34). Kong Hakon Hakonsson lod først bygge Kirke i Trums og christne denne Egn (Hak. Hak. S. Cap. 333.); men ikke destomindre siges i et Document fra 1310 eller 1311 endnu St. Marias Kirke i Trums, der var et af de fjorten kongl. Capeller, at ligge «juxta paganos» (hos eller ved Hedningerne Ɔ: Lapperne). Først efter den nævnte Konges Tid kan Hálogalands nordlige Grændse være bleven udstrakt til Forbjerget Veggerstaf (nu Væggen pa Arnøen i Skjervø Sogn), og saaledes omtrent den samme som nu. Islænderen Oddur Munks Beretning (Olaf. Trygv. Saga C. 19) kan ikke svække denne Mening, der desuden findes stadfæstet i den authentiske Grændse-Tractat mellem Rigerne Norge og Sverige fra K. Magnus Lagabæters Tid. Indbyggerne kaldtes Háleygir og Hölgar, og háleyskr som var fra Hálogaland.
