og udslidt, og Ugedagen efter var hun gaat den Vej, vi alle skal afsted paa.
I henved forti Aar havde disse Ægtefæller boet her, og trolig vært hinandens Medhjælp i at knibe fra sin Næste paa Maal og Vægt og efter fattig Lejlighed og bedste Skjøn forfuske Kaffe og Sirup.
At denne Livsgjerning maa have vært temmelig indbringende, fremgaar deraf, at man efter deres Død fandt Penge indsyet i Sengklæder og Stolesæder, ja endog under Skoningen af Konens Underskjørter.
«Deres Liv havde vært prunkløst og arbejdsomt, ja, — han tog ikke i Betænkning at kalde det fromt», sa Præsten i Sørgetalen over Konen, i hvilken der ogsaa faldt af nogle vakre Ord til Mandens Ihukommelse. «Hver eneste Søn- og Helligdag havde de i stille Andagt siddet under Prækestolen paa den simple Træbænk, og aldrig var de gaat forbi Bøssen for Zulumissionen med tillukkede Hjerter. Derfor havde Gud rigeligt velsignet deres Møje og overflodigt forøget deres Gods, der
