hvorledes det hang sammen. Ja, men der var jo ogsaa Censorerne; det var ikke sagt, at de tog imod Fornuft, selv om Professoren lod sig sige. Men Gud, som var almægtig, tænk almægtig! — maatte jo kunne styre en Raad, naar han vilde. Det gjaldt altsaa bare at faa him til at ville.
Naturligvis. Be skulde han, be saalænge der var Aande i ham, be saa en Sten maatte svare. Naar han saa havde bevæget Guds Hjærte, vilde han rolig gi sig over i Visheden om, at han var bønhørt og hjulpen. Og han vilde ikke tænke mere paa hele Historien, ikke se for sine Øjne hverken Asia eller Asiam. For Tro maatte der til. Troen var Betingelsen, uden den var Gud døv. Tro som et Sennepskorn kunde flytte Bjærge. Stolte, herlige Tanke!
Han gik bort og laaste Døren. Saa lan han sig paa Knæ ved Sengen, støtted Albuerne paa Sengekanten og holdt de foldede Hænder i Vejret.
«Fader i Hmlen, Du, som er alle Folks Fader, ondes og godes, troendes og ikke tro-
