kunde han ta Resten med sig. Eller kanske de brugte ikke det? Han vilde passe paa, naar en var færdig og saa se, hvorledes han bar sig ad. For Skikken maatte en jo følge.
Der rejste en ung, fin Fyr sig. Nej saa min sandten! Han lod Brødet ligge. Alt det gode Brødet, et halvt Aftensmaaltid mindst. Det maa være en, som har god Raad, tænkte Hagbart. Nu faar vi se den næste.
Men den næste, som gik, lod ligeledes Brødet ligge.
Kanske de ikke havde Lov til at ta det. Saa fik han se til at tvinge det i sig, for det var da baade Synd og Skam at forære dette søkrige Dampkjøkkenet noget. Eller kanskje han kunde spørge dem derhenne? Han saa prøvende bort til Marmordisken, hvor to Jomfruer i hvide Smækkeforklæder og Overtræksærmer tog imod Billetterne og udleverte Madskaalerne.
Han la Skeen fra sig og læned sig mæt tilbage paa Stolen med Langfingrene sprigende stukket indenfor Kanten af Bukselommerne,
