aarig, gaa rank og fast op til Vinduet, bukke for den skaldede Herre og aflevere sin Stil. Saa bukked han igjen og forlod Rummet.
«Det er ikke værdt at være saa vigtig Far,» tænkte Hagbart, mens han fulgte ham med Øjnene. «Vi faar nu først se, hvad Stilen din duer til. Og at han ikke skammer sig for at klampe slig, endda saa stille som Inspektørerne gaar.» Hagbart gumled atter paa sine Negle.
Snart efter var der en til, som rejste sig, og derefter blev det ved Slag i Slag, indtil omtrent Halvdelen af Kandidaterne var gaat.
Saa blev Herren ved Vinduet afløst af en anden Herre, der ligned den første paa et Haar, mend Undtagelse af, at han ikke havde skjæv Mund.
«De er ikke begyndt endnu. Er De syg?» En af Inspektørerne prikked Hagbart paa Skulderen, medens han hviskende talte til ham.
Hagbart saa op med et sendrægtigt Blik, som syntes at komme langvejs fra, og saa svarte han hviskende med søndmørsk Dialekt:
