over, bare følte sig greben af Gru over dette forstenede selvsamme. Der gik en uvilkaarlig Gysen igjennem ham. Skulde der være hændt noget?
Han skyndte sig hen til Døren; den var stængt. Saa slog han i Stykker en Rude, fik fat paa en Jærnstang, som han strakte ind gjennem Aabningen og hægted med den Krogen af Krampen. Traadte saa ind, sagte og forsigtigt.
De var stendød begge to. Barnet laa op til Moderen og holdt endnu i Døden Brystet i Munden. Nedover dets Kind var der fra Brystvorten silet nogle Draaber Blod, som laa størknet paa Hagen. Hun var forfærdelig udtæret, men paa Ansigtet laa der som et stille Smil.
«Stakkars Jente, for Jul hun fik,» mumled Konstablen, mens han visked sig i Øjet.
«Men kanskje det er bedst, som det er for dem begge to. Vorherre, han har naa vel en Mening med det.»
Han gik ud igjen, trak Døren til og gjorde
