Denne siden er godkjent
Da skued han øverst paa Klippens Skrænt
En tryllende Huldre sidde,
Paa Luren blæser hun klagende, vént,
Med Blik saa koglende, blide;
Frem bølger i Luften fra Fjeld til Fjeld
Det tifold gjentagne Tonevæld
Gjennem Skogen.
Brat gribes han af en Længsel stor,
Han farer afsted som i Drømme,
Han glemmer Alt, baade Himmel og Jord,
Men Tonerne kan han ei glemme.
Han stirrer derop med Haand over Bryn
Og iler afsted mod det sælsomme Syn
Gjennem Skogen.
Da hører han bag sig en kaldende Røst,
Han vender sig om og skuer
Sin Moder stande med bankende Bryst.
Alvorlig hun mod ham truer;
‘Min Søn, o hør ei den falske Sang!
Du iler til Død og til Undergang
Gjennem Skogen!’
