Denne siden er godkjent
Og der boer jo ogsaa hans Fæstemø,
Ak! hende han elsker saa saare.
‘Saa skal jeg da snart dem begge gjense!’
Og han fælder Taare paa Taare.
Han glemmer sin Armod, sin Sorg, sin Harm,
Snart skal han jo trykke de Kjære
Igjen tæt op til sin trofaste Barm
Og aldrig forlade dem mere.
Han iler nedover med lette Fjed
Og tænker paa dem der hjemme,
Han ønsker blot Vinger at flyve med,
Saa skulde han snart være fremme.
Men som han kommer i Dalen ned,
Ser Kirken med Dødens Have,
Og Maanen spreder sin milde Fred
Henover de tause Grave,
Da blier han i Hjertet saa vemodsfuld,
Hans Fader ham rinder i Sinde,
Som ligger og hviler dybt under Muld
Paa Kirkegaarden derinde.
