vokse, som dets Væsens Trang og Vilje byder, — i frydefuld og skjøn og stolt Unyttighed. Dér lever de evig ensfarvede Glæder og Sorger, som er alle skabte Tings, alt Livs Skjæbne og Maal og Mening: Kjærlighedens røde Varme og Hadets gule, stille, fortærende Lue og Hevnens søde Vellyst. Og over Livets Spil og Blodets Sang brænder en Sol, som aldrig slukner, og falder Mørket som Angstens Nat og Dødens Tomhed.
«Pan» — al Jordens, Sjøens, Skogens frie Aand og ramme Aande har den fanget. Det er Satyr-Gudens egne Rørfløitetoner, Bukkehornets hæse Pæan, — Sangen fra Verdens Hjerte, uhyre, grænseløs tungsindig som den Vildes Klagemelodier, som en hulkende Folkevise, og glødende ekstatisk som en Mystikers Nattebøn.
Det er en ny Figur i det ikke meget rige Hamsunske Portrætgalleri, saavel som i moderne Litteratur, denne Thomas Glahn, hvis Oplevelser er «Pans» lndhold. Mest minder han om Johan Nagel. Men han er ægtere. Han er en virkelig Naturens Plante, en Skogens Søn; han har et glødende «Dyreblik», hvis Ild fanger Kvinder og virker paa dem som en Berøring. Hans Sanser er ufeilbart skarpe og sikre. Han fornemmer Lyd og Lugt med samme intense, altid spændte, udelte Opmerksomhed som Rovdyret og den Vilde. Og
