Stortinget har, ligesom den Kongelige Norske Regjering, altid vist kristelig Omhu for Norges lappiske Befolkning, og med Liberalitet siden Aaret 1833 bevilget de nödvendige Pengebidrag til Oplysningens Fremme paa den Maade, som mange med Forholdene nöje bekjendte Mænd have anseet for den rigtigste; en ikke mindre Omhu og Liberalitet har tolvte Storting udvist ved enstemmigen at bifalde de foreslaaede Penge saavel til et Lexicon som til 6000 lappiske Forklaringer, en Liberalitet og Ædelmodighed, som Folket stedse med dyb Taknemmelighed vil erindre og paaskjönne. Men de af sidste Stortings Pluralitet udtalte Anskuelser og den fattede Beslutning ville for Folkets kristelige og religiöse Udvikling blive fordærvelige. De allerede tilsynekommende heldige og lovende Fölger af de foregaaende og af tolvte Stortings Liberalitet ville tilintetgjöres. Hvad Tillid skal Folket for Fremtiden kunne have for Stortings Beslutninger naar et kommende Storting underkjender flere foregaaende Tings Eragtninger og Beslutninger Uagtet Forholdene ere de samme? Misfornöjelse, Uorden og Forvirring vil indtræde i alle Retninger, en uudeblivelig Fölge af bestandigen at nedbryde hvad som andre have opbygget.
Ved at gaa ind paa Stortingets Pluralitets Beslutning kan jeg ikke indse andet end det vilde være det samme som at erklære, at den Kongelige Norske Regjering og samtlige ovennævnte Stortinge fra Aaret 1833 af, altsaa i femten Aar, have handlet iblinde, og at Kongens Raad ved upaalidelige og uetterrettelige, altsaa ubeföjede Indstillinger har bragt Hans Majestæt Kongen til at sanktionere Indstillinger, der ere meget uheldige og uden tilsvarende Nytte.
At det Kongelige Kirke-Departements, af Regjerin-
