88. Mergen i Trjøno. 89. Skata (Sikjori). 90. Egge
ligg i Mjøle. 91. Han snur se alder, før ein Stein
kann inkji høyre; viste du kji dæ daa, Tosken! 92. Verebøgin.
93. Katten. 94. Snjøflokin o Sole. 95. Dæ
sama. 96. Skuggin. 97. Rokken.
Dæ æ væl som ei tri Tjaug ell so paa Lag, sea dæ
levde ein Mann i Hemsedal paa ein Gard, som kallas
Grøndalen. Han eitte endaa Thrond, Mann. Eigong kom
han atte taa Branes; der hadde han vøre aa bytt te se
Kødn før eit Varulass, før dei ha nøggjile te Krytirvaaning
der i Hemsedal, men dæ æ vesalt te Grjøn der.
Eistane vilde daa han Thrond faa skott Gampen sin,
gjikk so inn te ein Sme aa vilde faa han te slaa Hestskosaum.
Men so bar Sme’n se ille han, at han hadde
kji Stundi. „Ja, e balla nokk aa klattra ut enkort
Saume sjøl mæ“, sa Grøndalen, „naar e faatt Ambøe
di“.“ „E æ so lite om dæ mæ“, sa Sme’n, „dei brenne
upp Kole aa Smiutengadn mine, maaveta; men ta noko
Verme du, aa gakk sta nør upp“, so ska e koma trast ette“,
sa Sme’n. Daa Sme’n kom seint aa sie, sto han Thrond
aa smidde aa slo so eldande fort, at han fekk seks Saum
i Hetun, aa ette kort han høgde dei taa, sprotto dei burti
Veggen o vorto standan der. „Æ dæ mange slike Sme’i
i Hemsedal?“ spurde Sme’n, daa han kom. „Aa, e æ
no mæ dei klenste e“, sa han Thrond. „Æ du mæ dei
