Men saa vart ’aam fjølgar[1] aa fjølgar, aa sett in paa’n bode bak aa frammaa. Da vardt’n sindt tegangs, aa da tok ind Skjivend taa’n Aamn der aa slo me, saa Kroppend vart bode røu aa blaa. Da vart Stoggo røøug bode vel aa snart; men da fløygd’n se ut ette ’aam, aa dem unda: men saa beldt ’am ikj for[2] se utgjennaam Ytterdæra fort nok; der fik ind ti ind, som ind slo di ’n’ander me; aa naar de ikj va atte flere aa slaa ette, kasta’n Kar’n oppi Vere jemnhøgt me Takja, aa tok saa mot a paa Hendaam sin att, set’n saa paa ret Endind aa ba’n ga. Sea vørt[3] ’aam ind alder mer.
De va indgaang, hend fik Lov te aa res hem ind Tur, va Frimand, som aam kalla de. Da kom ind te Selbu ind Syndda’n, aa ingind vidst taa a, forend ind kom inivi Kjørkgælve ti fuld Mundering. De va midt i Høymessaangja; men jaau de vart stilt ja! bode Fælk aa Klokkar vart saa me se, at Saangjind stansa for ’aam aldeles, saa at Klokkar’n maatt begjynd paa Versi att. Krona heng naa høgt ho aa; men hend maat bøy se for hanna, naar’n gjikk inivi Gælve. Da va’n netop hem som snaaraast.
Ette at’n ha kommi hem rettele, fortel ’aam, va de to som kom aa spør ette a indgaang. Dem ha haft Lyst te aa prøvd’n som snaarraast, sa ’aam. Men ’aam fand ind ikj heme; hend va i Rørosvegja. No ha ’aam naa rest langt va Vona[4], ette di da, aa da ha ’aam
